Start Billeder Artikler Planteliste Bytte Links Kontakt Haven    


Arisaema
dyrkning m.v.
 

INTRODUKTION
Slægten Arisaema  består af 200-300 forskellige arter af hovedsagelig forårs- og sommerblomstrende rhizom- eller knoldvækster.
Arisaema er en fantastisk spændende slægt med utroligt smukke blomster, og den fortjener en langt større udbredelse i vore haver end tilfældet er i dag.
Slægten er ikke repræsenteret i den europæiske flora, hvilket måske er en af grundene til, at den er så lidt kendt i kultur her i landet.
Den tilhører Araceae, hvor den bedst kan sammenlignes med Arum, hvis vi ser på hvad der dyrkes her i landet.
Hvad angår udbredelse, så har Arisaema centrum i Yunnan og er rigt repræsenteret i Himalaya og det tempererede Østasien. Længere mod øst findes den i Nordamerika og i Mexico, mens Afghanistan danner grænse mod vest hvad de tempererede og subtropiske arter angår.
De tropiske arter findes i højlandet i Sydasien, men er også repræsenteret med en gruppe i bjergene i det centrale og nordøstlige Afrika og på sydøstspidsen af den Arabiske halvø.
Nogle arter er fundet både i tempererede og tropiske egne.
De mest hårdføre kommer fra Nordamerika, men de fleste, de mest forskelligartede, samt de, for os, mest interessante arter stammer fra Kina, specielt fra Yunnan og Sichuan og fra Himalaya. Mange af disse arter er endnu ikke hverken navngivet eller i kultur.

BOTANISK BESKRIVELSE
Den underjordiske del er enten en knold eller et rhizom. Planter hvor roden er et rhizom er stedsegrønne og findes for det meste i tropiske egne.
Knoldene varierer en del i størrelse og udseende. Nogle er næsten kuglerunde, ofte en smule fladtrykte og på størrelse med en tokrone, mens andre, både i form og størrelse, nærmere kan sammenlignes med en roe.
Hos de knolde som er næsten kuglerunde kan det være vanskeligt at se hvordan de skal vende ved plantning.
Bemærk at rødderne skyder ud fra oversiden af knolden, og det er også her man finder det lille ”øje”, hvor det nye skud vil komme frem.
Hos de arter som dyrkes her i landet består den underjordiske del af en knold, som er fuldstændig passiv om vinteren, og sædvanligvis starter med at gro meget sent om foråret, hvor den kommer op med en klynge af bemærkelsesværdige fligede blade, blandt hvilke ”blomsterne” snart bryder frem.

Bladene er meget variable. Oftest kommer der kun eet eller to store blade, som er delt i småblade. Antallet af småblade varierer meget, men 3 er ret almindelig, lige som de stråleformede også tit forekommer.
Blomsten er ikke en rigtig blomst, men et kræmmerhusformet hylsterblad omtrent som hos Kalla, men hos Arisaema er den sammenvokset på ca. halvdelen (hylsterbladrør), og den øvre del (hylsterbladlåg eller -krave) er enten opret og tilspidset, eller bøjet ind over hylsterbladrøret. Af og til er hylsterbladlåget forlænget med en halelignende spids, som kan opnå en anselig længde. Blomstringen varer 14 dage til 1 måned. Hylsterbladet sidder hos de fleste arter gemt under bladene.
I den sammenvoksede del af hylsterbladet (hylsterbladrøret) finder vi den forplantningsdygtige del af planten nemlig blomsterstanden. På dennes nederste del sidder plantens egentlige blomster, grupper af omdannede hankøns- (støvknapper) og hunkønsblomster (støvfang). Blomsterstanden kan være enkønnet, altså der er enten kun hankøn eller kun hunkøn på den enkelte blomsterstand, eller den kan bære de hanlige-  (foroven) og de hunlige befrugtningsorganer (forneden) på samme blomsterstand.
Desuden er der det usædvanlige ved Arisaema, at de som en af meget få planteslægter kan skifte køn frem og tilbage efter forholdene. Der findes mange teorier om dette fænomen. Den de fleste skribenter hælder til er, at kønnet afhænger af vækstbetingelserne og ernæringsforholdene det foregående år.
Dårlig ernæring resulterer i små knolde, som producerer blomsterstande af hankøn, mens store knolde giver hunkøn. Dette kan sikkert udnyttes i kultur til, ved hjælp af gødning, at fremdyrke både han- og hunkønsplanter og dermed sikre bedre chancer for bestøvning. Enkelte skribenter mener, at unge små planter bliver hankøn, mens ældre udvoksede planter bliver hunkøn, men da planterne jo skal være udvoksede (have en vis alder), før de producerer befrugtningsorganer, lyder den første teori vel mest logisk.
Et særligt karakteristiskt træk ved blomsterstanden er, at dens  øverste del kan variere meget i udseende de forskellige arter imellem. Dette vedhæng er vigtigt for bestemmelsen af de forskellige arter. Vedhænget, der kan variere lige fra en stump kølle over et snabellignende vedhæng til en lang pisk, afgiver samtidig en speciel duft som tiltrækker bestemte insekter til at bestøve planten. 
Efter bestøvninger bliver hylsterbladet slapt og krøller sig sammen. I eftersommeren bærer blomsterskaftet en frugtstand, en kolbe af røde, giftige, skarpsmagende bær, der bliver siddende længe efter, at bladene er nedvisnede.

NOMENKLATUREN
Den eksisterende navngivning af arterne er kompleks og der findes utallige eksempler på fejlnavngivning. Alt dette kompliceres af mangel på natur- og herbariumstudier og den af og til, mere eller mindre, tilfældige navngivning af de arter som sælges på planteskolerne. Mange Arisaema importeres direkte og bliver solgt under deres ”indsamlingsnavn”, hvilket er specielt upålideligt.
Den første inddeling af Arisaema i sektioner blev foretaget af Engler i 1920. Han foretog en opdeling i 15 sektioner med vægten lagt på hylsterbladet.

I 1971 foretog Hara en revision af denne inddeling, hvorefter Arisaema blev opdelt i 13 sektioner. I denne opdeling blev der især lagt vægt på bladene/småbladene.
Murata foretog i 1984 en ny inddeling, hvor undersøgelsen blev foretaget på frisk indsamlet materiale og blev baseret på et omfattende studium af morfologien, herunder kromosomer og pollen. Efter denne tredje inddeling blev slægten opdelt i 11 sektioner.
I 1990 foretog Murata en revision, hvilket indtil videre er den nyeste opdeling, og her blev det til 14 sektioner:
1.  Anomale
2.  Arisaema
3.  Clavata
4.  Decipiens
5.  Dochafa
6.  Fimbriata
7.  Flagellarisaena
8.  Franchetiana
9.  Lobata
10.Nepenthoides
11.Pedatisecta
12.Sinarisaema
13.Tenuipistillata
14.Tortuosa

ARISAEMA I NATUREN
I naturen vokser planten i humusholdig jord, ofte i bjergskove. F.eks. gror Himalaya-arterne under så forskellige forhold som:
1.
 Åbne subalpine kløfter.
2.
 I udkanten af tempererede skove.
3.
 Under anden vegetation i høje skove.
4.
 Flodbred i skovområder.
5.
 I periferien af subtropisk jungle.
6.
 I subtropiske græsområder.

De fleste områder i Himalaya bliver ramt af monsunregnen, og selv om sommeren er varm og fugtig, så er vinteren tør og kold.
De naturlige vækstforhold, for de fleste af de for os interessante arter, er følgende:
1. Knolden er oftest placeret meget dybt
2. Dækket af sne om vinteren
3. Gror i humusholdig jord iblandet sten på klipper
4. Godt dræn
5. Får rigeligt vand om foråret og sommeren
6. Står tørt om vinteren
7. Gror oftest i halv- eller helskygge. Nogle gror i fuld sol, men så er det i store højder så temperaturen ikke bliver for høj.

Det er måske lige værd at nævne, at Arisaema ikke bare har æstetisk værdi, men også bruges som mad og medicin. F. eks. bruger Sherpaerne i Darjeeling og Sikkim rødderne af A. griffithii til mel. Det sker efter en grundig udvaskning.
I Kashmir og Nepal bruges rødderne af A. tortuosum, i små mængder, mod orm hos kalve. Frøene gives sammen med salt som en kur mod tarmsygdomme.
Rødderne af A. speciosum pulveriseres, og bruges mod slangebid, mens den vegetative del bruges som grisefoder, hvorfor denne art lokalt går under navnet Grisearisaema. Det bør dog måske lige nævnes, at nogle skribenter anser planten for at være giftig.

ARISAEMA I KULTUR.
Disse fascinerende planter er blevet mere og mere populære i takt med introduktioner og indførelse af nye arter.

Frø fra adskillige nye arter blev distribueret af AGS-Kinaekspeditionen i 1996 (ACE). Mange er velegnede til den fugtige skovbund, men hårdførheden hos nogle er tvivlsom, og de skal muligvis holdes under glas (koldhus) indtil planten er tilstrækkelig etableret til at prøve den udendørs.
I engelske planteskoler har man forsøgt at dyrke en lang række arter som stammer fra Indien og Himalaya. Man er nu så langt fremme, at disse kan afprøves af et større spektrum af haveentusiaster. Næsten alle arter har klaret sig godt i ”fangenskab” , og har udvist en bemærkelsesværdig tolerance over for en lang række, for planten, unaturlige forhold. De blev, i planteskolen, dyrket under forhold som i en frugtplantage, i den bare jord under træerne.
Vi har dyrket Arisaema her i vores have i Thy i omkring 10 år, og vores erfaring er, afhængig af art, at den vigtigste faktor for overlevelse er et godt dræn. Nogle arter er mere vanskelige end andre.
Mange af arterne er ikke afprøvet her i landet, og derfor er der stor usikkerhed hvad angår hårdførheden.
Vi må derfor forsøge, at skabe forhold, som ligger så tæt på de, for planten, naturlige, som det er muligt (se under Arisaema i naturen).
En gylden regel er, at jo højere planten gror i naturen, jo mere hårdfør er den over for frost.
Man skal dog tænke på, at  knolden i naturen, som før nævnt ofte står meget dybt. Til trods for dette er det både i kultur og i naturen iagttaget, at nogle arisaemaarter har tendens til at ville kravle op af jorden. Måske sker dette, når voksemediet er for let og porøst?  For det gælder især de arter som vokser i skovbunden.
Vi har har ikke haft problemet, tværtimod vil jeg nærmere sige at nogle kryber længere ned (vi  bruger en skovbundsagtig jord tilsat sand og grus).
Her i landet har vi ofte en meget fugtig vinter med skiftevis frost og tø, og så godt som aldrig et beskyttende lag sne.
Det er derfor meget vigtigt at drænet er i orden og dæk evt. med et godt lag blade/nåle og en glasplade. En anden løsning er at grave knolden op, og opbevare den på et køligt, frostfrit sted om vinteren. Vi bruger selv den første løsning undtagen for A. speciosum, som opbevares frostfrit i en potte i tør spagnum om vinteren (den har en meget stor roelignende knold, som vi har erfaring for let rådner hvis den får lov at stå ude om vinteren).
Voksemediet kan være en blanding af almindelig jord (let jord) eller spagnum tilsat godt med sand og grus.

I naturen gror de fleste arter i hel- eller halvskygge, så en plads uden direkte sol, eller i vandrende skygge vil være ideelt.

Hvad hårdførhed angår kommer de amerikanske arter ind på en førsteplads.
Arisaema vil have godt af lidt gødning i vækstperioden, tilført i små mængder.

FORMERING
De mere robuste arter breder sig ved nye små knolde, som kan tages fra og blive til nye planter. Hos nogle arter finder man de nye små knolde adskilt fra moderplanten, mens de hos andre arter er vokset fast på moderplanten. Nogle arter (f.eks. A.ciliatum og A.exappendiculatum breder sig moderat ved udløbere.
En anden formeringsform er frøformering. Her tager det tre til fire år før planten kommer i blomst.
Frøene høstes når de er modne, og det geleagtige frugtkød fjernes. Det tilrådes, at bruge handsker, da frugtkødet kan fremkalde en overfølsomhedsreaktion i form af brændende fingre. Rens derefter frøene i flere hold vand indtil de er rene, hvorefter de er klar til såning. Vi gemmer altid frøene i køleskab vinteren over, og sår dem i april måned. Det er vores erfaring, at det giver den bedste spiring. Tørt frø sættes i blød i 48 timer før såning (skift vand af og til). Efter forlydende spirer frøet to til fire uger tidligere hvis de har været sat i blød. Både frisk og tørret frø spirer villigt (mellem 75 og 100%).
De fleste arter er fire til otte uger om at spire, nogle arter mindre (A.flavum). Nogle arter producerer kun en knold det første år, og skyder så blade op det andet år efter såning. Hos andre igen kan det tage op til 14 måneder før frøet spirer.
Så i en jordblanding hvor vandet kan løbe fra, så frøene ikke rådner. Jeg bruger selv spagnum tilsat grus og sand.
For at få så tidlig en spiring som muligt, kan frøene sås med varme og kunstigt lys. I så fald lyder opskriften på 14 timers lys i døgnet ved 21o. Husk at vande.
Man kan også vælge blot at så frøene om efteråret eller om vinteren, og så lade dem stå koldt vinteren over, så vil de spire når foråret kommer.
Det skal bemærkes, at visse arter kræver en kold periode for at spire (f.eks. A. elephas og A. thunbergii).
En anden fremgangsmåde ved indendørs frøsåning er at så på fugtig, foldet køkkenrulle, og frøene skal så plantes i såjord så snart de begynder at spire.
Som man kan tænke kræver såning indendørs en del ressourcer set i forhold til udendørs såning, men da det
jo foregår om vinteren, hvor andet havearbejde ligger stille, var det måske en ide at forsøge sig.
Når så de små blade er kommet op, har planterne godt af lidt gødning  Det angives ikke i hvilken dosis, men start forsigtigt.
Småplanterne kan tåle en let udtørring, men bliver det for meget vil knoldene gå i hvile, hvilket jo ikke just er nogen god ide, tværtimod skal man bestræbe sig på, at gøre vækstperioden så lang som mulig, så knoldene kan blive størst mulig  inden vinter.
Når bladene om efteråret bliver gule og falder, går knolden i hvile. Så nedsættes vandingen og jorden skal blot lige være fugtig (for tør er mindre skadelig end for våd).
Det skal bemærkes, at knoldene kan gå i hvile først på sommeren, hvis man har startet såningen inden døre.
Nogle arter som f.eks. A. jacquemontii bliver ved med at gro til sent på sommeren. Her fortsættes vanding og gødskning indtil bladene begynder at visne.
Lad de små frøplanter stå urørt i to år inden de prikles, det giver en mindre spildprocent end hvis der prikles det første år.
På anden side beskrives nogle af de arter, som dyrkes her i landet. De fleste af dem har vi selv dyrket med nogenlunde succes.

Men det skal da indrømmes, at vi hvert forår er meget spændte på at se hvad der kommer op, og det er en lang ”pine” for den første kommer op i april, og i år kom den sidste op i anden halvdel af juni. Til gengæld var der kun én som slet ikke kom op.
Hvis man vil studere Arisaema nøjere kan jeg anbefale Guy og Liliane Gusmans bog ’The Genus Arisaema’, som er et meget fint værk med mange billeder, og, hvad jeg næsten synes er endnu bedre, farvelagte tegninger af hylsterblad og blad for hver art.

 

 

 

 

Arisaema sikokianum

 

 

 

 

Arisaema thungergii subsp. urashima
 

 

 

 

 

Arisaema franchetianum

 

 

 

 

 

Arisaema dilatatum

 

 

 

 

 

Arisaema utile

 

 

 

 

 

Arisaema lobatum

 

 

 

 

 

Arisaema kiushianum

 

 

 

 

 

Arisaema sikokianum

 

 

 

 

 

Arisaema nepenthoides

 

 

 

 

 

Arisaema griffithii

 

 

 

 

 

Arisaema engleri