INTRODUKTION
Liljen,
der tilhører Lilleaceae,
menes at være opstået for 55 millioner år siden, og den har været
i kultur de sidste 3.000 år (afbildning af liljer holdt sit indtog, og
blev meget populære i Egyptens 18. dynasti).
Der er mange løgvækster som benævnes liljer. Mange af disse tilhører
imidlertid andre slægter. De her omtalte har alle slægtsnavnet
Lilium.
Alle
moderne liljehybrider stammer fra ca. 100 liljearter, hvoraf ca. et dusin
stammer fra Europa, ca. to dusin fra Nordamerika, ca. 40 fra Kina og de
resterende ca. 25 kommer fra Japan, Nepal, Myanmar og Korea. Liljer findes
kun på den nordlige halvkugle.
BOTANISK
BESKRIVELSE
Liljer
forekommer i alle størrelser og faconer. Alle dele er delelig med tre og
nogle af disse dele er dobbelte. Blomsten har tre indre og tre ydre
kronblade. Der er seks støvknapper, støvfanget er tredelt, det samme
gælder for
frugtknuden hvor hver del har to kamre.
Blomsten
Blomsten, som er forbundet med stængelen via en blomsterstilk, kan være
tragtformet, kugleformet eller bagudbøjet. Den kan være opadvendt,
udadvendt eller nedadvendt.
Blomsterne kan sidde som en skærm hvor alle blomsterstilkene udspringer
fra samme punkt på stængelen.
Hvis blomsterstilken ikke udspringer fra det samme punkt kaldes formen for
en sammensat skærm
eller,
når alle blomsterstilkene udspringer vilkårligt fra stængelen ligesom
bladene, en klase.
Bladet
Bladene udgår for det meste horisontalt fra stængelen. I visse tilfælde
udgår bladene fra samme stængelpunkt og danner kranse op langs stængelen.
Mange haveliljer har meget ens blade, men der er dog også variationer, så
hvis man har mange liljearter i haven vil der være adskillige
fascinerende bladtyper til nærmere studium.
Liljearter som L. cernuum, L.
pumilum og L. davidii samt
hybriden ’Elf’ har mange trådformede blade som udspringer fra stængelen.
I den anden ende af spektret er der de lancetformede blade med den
bredeste del ca. halvvejs nede på bladet fra spidsen, hvorefter bladet
indsnævres igen. Dette ses hos f.eks.
L.
auratum var. platyphyllum.
Dernæst er der et stort antal bladtyper, som ligger mellem trådformet og
stor lancetformet.
De blade som er fæstet i en krans omkring stængelen er sædvanligvis
brede i formen.
Roden
Gennem vækstsæsonen vil liljen udvikle et rodsystem i området under
jordoverfladen og omkring løget. Disse rødder tjener til at fastgøre stængelen
i jorden, så den ikke vælter i blæst og regn og når liljen blomstrer
– ofte med tunge blomster. Disse rødder tjener også til optagelse af næring
og vand til planten.
Liljen har et løg, som er sammensat af skæl. Disse skæl er omdannede
blade, der kan sidde mere eller mindre løst.
Liljeløg er sædvanligvis hvide eller gule, men kan blive let farvede når
de udsættes for lys. Størrelsen på liljeløgene varierer meget. De kan
være så små som et korn eller så store som en grapefrugt. Jo større
blomster jo større løg.
Et liljeløg har et fladt område i bunden som kaldes den basale plade.
Liljen vil sædvanligvis, i vækstsæsonen, danne et system af rødder,
som stråler ud fra dette punkt. Disse rødder er sammentrækkelige og vil
trække løget længere ned i jorden, indtil den er tilfreds med dybden.
Hos nogle liljer fungerer denne mobilitet godt, mens det hos andre går
mindre godt.
Disse basalrødder opsamler vigtig næring og fugt tidlig i vækstsæsonen
før stængelrødderne bryder frem.
Gennem vækstsæsonen vil liljen samle næring og energi til den næste vækstsæson.
Den vil forme den nye blomst og indkapsle den i skæl. Hvis vækstforholdene
er optimale vil liljen danne mere end én ny blomst og mere end ét løg
til næste sæson.
Nogle liljer, som f.eks. L. canadense danner udløbere,
der udspringer tæt ved base. Disse udløbsstængler varierer i længde
afhængig af klon, dens kraft og jordens beskaffenhed. Stængelen har små
skæl, der bliver til et løg, som kan have en god størrelse ved
slutningen af vækstperioden, hvor selve udløbsstængelen begynder at
visne bort.
Hos nogle få Nordamerikanske typer, som f.eks.
L.
pardalinum og dets hybrider, dannes
rhizomagtige
stængler. Der dannes en bred basal plade hvorpå de opadvendte skæl
sidder placeret.
Skæl af denne type er meget skøre, og er ofte indsnævret på midten, så
de brækker midt over. Brug evt. en skarp kniv ved deling.
Et par asiatiske arter danner udløbsstængler
hvorpå der bryder et, to eller tre løg
frem. Disse nye planter kan nemt dukke op 30-60 cm fra moderplanten. Til
denne gruppe hører bl.a. L.
duchartrei.
Nogle liljer sætter bulbiller (små løg) op af stængelen.
LILJER
I NATUREN
Liljer
gror under meget forskellige forhold i naturen. De er fundet på tørre græsarealer,
over vandløb, bogstavelig talt i sump, i alpine kløfter, på kalkbjerge
og i forrevet bjergterræn. Der er liljer der kun gror i sur jord og andre
i kalkholdig jord, mens andre igen trives bedst i neutral jord.
Nogle liljer har meget begrænset udbredelse som f.eks.
L. regale, som kun er fundet på en stejl kinesisk dalside, mens
f.eks. L. martagon findes fra
Sibirien tværs over til Polen og ned til Balkan.
Forskelle i en arts størrelse og farver er ofte forårsaget af vækstbetingelserne.
Et eksempel herpå er L. formosanum
som gror på Taiwan i 0-3500 m. De liljer som gror i lavlandet kan blive
180 cm høje med adskillige blomster, mens de der gror højt oppe bliver
25-30 cm og for det meste kun får en enkelt blomst (L.f.
pricei). Mellem disse yderpunkter findes mange stadier.
LILJER
I KULTUR
De
fleste liljer kræver en veldrænet jord. Tung jord og jord med stående
vand er fatal for liljer. Derfor bør lavtliggende områder og områder
hvor vandet samler sig, samt tung leret jord undgås.
Hvis jorden er for tung tilsættes sand, grus eller lignende materiale for
at dræne jorden.
I naturen er mange vilde liljer dækket af sne om vinteren og dermed
friholdt for nedbør. Om foråret sætter smeltevand og regn væksten i
gang. I kultur skal man forsøge at minimere vandtilførslen om vinteren
og så måske tilføre ekstra vand i forårs- og sommermå-nederne. Ved
vanding bør blade, stængel og blomst holdes tørre. Ved at plante
liljerne mellem buske o.l. (så jorden er dækket) kan man forhindre udtørring
og dermed mindske vandingsbehovet. Dette skal dog holdes op imod at liljer
ynder luft omkring sig.
Liljer ynder en kølig jord til løget. Dæk evt. med grannåle, bark
eller lignende. PH skal være omkring 6,5.
Liljer er bemærkelsesværdigt upåvirkede af både kulde og varme, men
nye skud kan dog beskadiges af sen frost.
Gødning skal tilføres to gange årligt. Første gang den 15. april med
en almindelig forårsgødning anden gang om efteråret med en
efterårsgødning.
Det er bedst at plante liljer om efteråret, så de basale rødder kan
udvikle sig inden den nye vækstsæson.
Liljer skal plantes med 10-15 cm jord over da stængelrødderne vil
udvikle sig på de nederste ca. 10 cm af stængelen.
Nogle mener at størrelsen på løget er uden betydning hvad plantedybden
angår, mens andre mener at småløg ikke skal dækkes af så meget jord
som de større.
Der er dog et par undtagelser herfra, som f.eks.
Lilium candidum, hvor løget skal placeres i jordoverfladen eller
kun dækkes ganske let.
Når løgene efter nogle år kommer til at ligge for tæt bliver liljerne
svagere, sørg derfor for, at løgene tages op og deles med passende
mellemrum.
FORMERING
Skæl
En
simpel måde at formere liljer på er ved at tage skæl fra løget.
Skællene tages sædvanligvis fra løget om efteråret, men det kan også
ske på andre tidspunkter. Hos asiatiske hybrider kan skællene passende
tages i september, hvor deling normalt foregår. De skæl som tages fra i
august vil udvikle småløg inden november
hvor hvileperioden begynder.
Når løget er gravet op skylles det i et svampemiddel, skællene brækkes
forsigtigt af moderløget så tæt på den basale plade som muligt, helst
med lidt af pladen som vedhæng hvis det er muligt.
Brug ikke de yderste tørre skæl, men kun de tykke skadefri skæl.
Skællene kan plantes direkte i en potte med fugtig jord eller
placeres
i en plastpose med fugtig spagnummos. Posen stilles et lunt sted i ca. 2 måneder.
Kontroller posen jævnlig for at ventilere og for at holde øje med at
mosset ikke tørrer ud.
Når det første blad bryder frem er det tid at potte skællene. Det har
dog intet hastværk, da skællene kan overleve adskillige uger.
Se også foranstående under ”Roden” hvor forskellige former for tilvækst
(udløbere m.v.) er beskrevet.
Bulbiller
De liljer som danner bulbiller kan formeres ved blot, sent på
sommeren, at pille bulbillerne af og placere dem i en plastpose med fugtig
mos. Når bulbillerne har dannet rødder pottes de. Bulbillerne kan også
pottes direkte straks efter høst i en god fugtig jord. Potten placeres i
skyggen og må ikke tørre ud.
Småløg
Mange liljer danner småløg lige under jordoverfladen. Disse småløg er
i mange henseender mage til de før omtalte bulbiller. De sidder begge på
stængelen og danner deres egne basale rødder.
Formering sker ved at pille de små løg fra moderplanten og potte dem i
en god fugtig jordblanding i skyggen.
Se også foranstående under ”Roden” hvor forskellige former for tilvækst
(udløbere m.v.) er beskrevet.
Frø
De foran omtalte formeringsformer giver planter som er identiske med
moderplanten.
En fjerde formeringsform er frøformering, hvor den nye plante ikke nødvendigvis
bliver magen til moderplanten.
Til gengæld kan man, hvis man selv giver sig i kast med bestøvningen,
frembringe alle mulige heldige såvel som uheldige hybrider.
Når frøkapslen åbner sig er frøet modent. Høst frøet og så det i en
potte, enten straks eller frøene tørres og opbevares til december-januar
måned, hvor de sås. Sæt potten udendørs i skyggen.
Nogle liljefrø spirer straks – de såkaldte epigeale - (trompet,
asiatiske og kinesiske), mens andre – de hypogeale – kræver skiftende
varme- og kuldeperioder for at spire. De danner i første omgang et lille
løg med en primitiv rod, hvorefter de kræver en kuldeperiode, nogle
gange flere, før væksten fortsættes, og de skyder et blad op over
jorden. Til sidstnævnte gruppe hører
martagon,
de orientalske og de fleste om ikke alle de amerikanske. Det kan tage op
til syv år før disse liljer kommer i blomst.
SYGDOMME
OG SKADEDYR
Den
største plage for liljerne og dermed haveejerne er uden tvivl
liljebillen. En lille lakrød fyr, som lader sig falde ned på jorden når
den bliver forstyrret. Her lander den på ryggen og bliver derved
vanskelig at finde, da den er sort på undersiden.
Et effektive middel mod liljebillerne er at samle dem med håndkraft
og aflive dem. Desuden findes et systemisk middel i handelen, som bevirker
at billerne ikke bryder sig om smagen på planten, og forsvinder.
Hvis ikke man bekæmper billerne på den ene eller anden måde, hævner det sig lidt længere hen på sommeren, hvor
billerne har sat deres larver på liljebladene. Larverne er indpakket i
billens ekskrementer, og det er en ret ulækker opgave at samle disse.
Larverne spiser liljebladene.
At samle liljebiller foregår fra tidligt forår til hen på efteråret.
Et andet problem er larver eller orm som spiser løget. Her er så vidt
vides kun én løsning, nemlig at grave løget op, fjerne skadedyret,
plante liljen i en potte, og pleje den til den er kommer over angrebet
Af sygdomme er svamp en af de hyppigst forekommende, og der findes mange
former. F.eks. gråskimmel (Botrytis), som begynder med brune pletter på
bladene, som kan visne helt ned i løbet af sommeren. Botrytis går ikke i
løgene, men ved tidlig nedvisning kan løget svækkes.
Udbuddet af svampemidler i handelen er stærkt begrænset. Forsøg med de
tilgængelige, samt forebyggende - og ved lettere angreb - med Atamon. Sørg
for at liljen har optimale vækstbetingelser, såsom godt dræn, fugtig
jord, tilpas med gødning o.s.v., hvilket måske kan holde svampeangreb på
afstand.
Hvis løget er angrebet kan man grave det op, lægge det i et svampemiddel
et par timer, lader det tørre let, og derefter plante det i en god
liljejord, gerne steril.
Visse arter og
sorter kan få virus, det er dog ikke altid at de tager skade og at det
kan ses. Hvis løget inficeres betyder det dog ofte at planten dør.
Destruer de angrebne dele for at undgå smitte.
Nogle liljer siges at være særlig modtagelige for virusangreb, det gælder f.eks
L.
longiflorum og L. formosanum.
|
 |
|
